Peter Holmblad forsøgte gentagende gange at overtale Arne Jacobsen til at udvikle noget nyt for Stelton, men det lykkedes først da han viste ham nogle af sine egne tegninger. Arne Jacobsen syntes det så håbløst ud, og så begyndte arbejdet. Opgaven var at skabe en serie af te- og kaffestel samt skåle, isspande og kander til middagsbordet og barskabet. Alt sammen i rustfrit stål og det var Peter Holmblads idé, at delene skulle være cylindriske med dimensioner så de kunne klippes ud af billige standardrør.
Arne Jacobsens vision var svær at realisere rent produktionsteknisk, og først efter tre år, i 1967, kunne Stelton lancere de nye produkter som Cylinda-line. Produkterne vakte omgående opsigt, som en fornyelse indenfor deres kategori. Den cylindriske form var det gennemgående træk, sammen med den specielt udformede hank i kunststof. Det skabte en enkelhed, der sammen med det lidt matslebne stål stod i skærende kontrast til de helt blanke og kurvede former som ellers prægede markedet. Arne Jacobsens forventninger til Cylinda-line produkterne var at de skulle berige den almindelige forbruger med godt industrielt design, der var funktionelt og ikke for dyrt. Cylinda-line blev belønnet med ID prisen i 1967 af Selskabet for Industriel Formgivning og International Design Award 1968 af The American Institute of Interior Designers. Cylinda-line er hjertet i Steltons DNA.