Det hele startede under en familiemiddag hos Arne Jacobsen med en simpel tegning på en serviet.

Historien om Cylinda-line startede en forårsaften i 1964, til en middag hos Arne Jacobsen. Arne Jacobsens stedsøn, Peter Holmblad, som på daværende tidspunkt var ejer af Stelton, havde et dybt ønske om, at Arne Jacobsen ville designe en komplet serie til Stelton. Serien skulle bestå af alt til hjemmebaren, lige fra cocktailshakere til isspande og ikke mindst askebægre, som var en essentiel del af hjemmebaren. Derudover skulle serien også bestå af produkter til servering af kaffe og te. Der var kun ét problem. Arne Jacobsen var en meget travl mand.

"Jeg var nødt til at få Arne interesseret i projektet, og det var ikke nemt, for han havde travlt med at færdiggøre St Catherine's College i Oxford. Derfor prøvede jeg at lokke ham til at komme i gang. Jeg vidste, at når Arne så mine egne utilstrækkelige skitser, ville han instinktivt lave rettelser. Han kunne ikke udholde synet af grimt design."

Cylinda-line kaffe & te
Enkel tegning, kompleks produktion

Efter at have set Peter Holmblads skitser, tog Arne Jacobsen en papirserviet og begyndte at tegne det, der senere skulle blive tekanden i Cylinda-line-serien. Tegningen så enkel ud, men produktionen af tekanden var ekstremt kompliceret.

Peter Holmblad fandt hurtigt ud af, at der var store udfordringer med at få Cylinda-line fra skitse til færdigt produkt. En helt ny produktionsmetode måtte opfindes, og efter tre års intensiv udvikling blev Cylinda-line lanceret i 1967.

“Jeg føler mig ikke sikker, før jeg har sammenlignet min første løsning med andre løsninger – selvom den første løsning ofte viser sig at være den rigtige.”

- Arne Jacobsen
Arne Jacobsen

Arne Jacobsen er en af de mest anerkendte danske arkitekter på verdensplan. Han var kompromisløs i sin tilgang til design og designede ofte hele interiøret i sine ikoniske bygninger. I dag er han kendt både som arkitekt og som designer af møbler, belysning og interiør.

Læs mere

Den kompromisløse designer 

“I produktudviklingsfasen var Arne somme tider dødsvanskelig. Han ville ikke acceptere, når jeg kom tilbage fra fabrikken og sagde, at noget af designet var teknisk umuligt. Fordi han nægtede at gå på kompromis med designet, måtte vi bygge hele teknologien fra bunden. På det tidspunkt i 60’erne var der ingen erfaring med denne cylindriske produktionsmetode. Derfor måtte vi opfinde den for at kunne producere Cylinda-line, som Arne så det.”

- Peter Holmblad, tidligere ejer af Stelton

Form og funktion

Arne Jacobsens vision for Cylinda-line var, at serien skulle berige den almindelige forbruger med godt industridesign. Med sit design realiserede han nogle af funktionalismens vigtigste tanker – total proportionalitet mellem form og funktion.

Ikonisk design siden 1967

Produkterne vakte omgående opmærksomhed, og blev set som en fornyelse inden for deres kategori. Den cylindriske form var det gennemgående træk sammen med det specielt designede håndtag i bakelit. Det skabte en enkelthed i designet, der sammen med det matskårne stål stod i skarp kontrast til de fuldpolerede og krummede former, man ellers så på markedet. For sin tid var den cylindriske og markante profil nyskabende og modernistisk. I dag, mere end fem årtier senere, er Cylinda-line anerkendt som en ikonisk og tidløs klassiker. Cylinda-line har været udstillet på designmuseer rundt om i verden og har vundet adskillige designpriser gennem årene.

Uraørt af tiden

MERE AT UDFORSKE
Designfamilien Classic

Designere fortsætter stadig med at udvikle dette velkendte "less-is-more"-designssprog og eksperimentere med nye materialer og teknikker.